Bøgelunde Forsamlingshus

Snedinge Møllevej 22
Bøgelunde - 4230 Skælskør
Tlf.: 58143316
 

Velkommen Arrangementer Bestyrelsen Billeder Links


Historie

Tale ved fest lørdag d. 7. november 2009 i anledning af Bøgelunde forsamlingshus´ 125 års jubilæum

Allerførst vil jeg takke bestyrelsen for den tillid I har vist mig ved at spørge, om jeg ville holde festtalen her i
aften – en sådan opfordring tog jeg imod med tak og med et ord, som måske ikke så ofte bruges i 2009 – nemlig med ydmyghed overfor opgaven: TAK, skal I have!

Niels Frederik Severin Grundtvig havde et begreb, som han kaldte: ”det historisk-poetiske” og helt i tråd med det, der var grundlaget for Bøgelunde forsamlingshus´ opførelse og for den sags skyld for rækken af forsamlingshuses opførelse her i Danmark, vil jeg i denne festtale forsøge at kombinere det historiske med det poetiske.

Hvis disse vægge kunne tale, så ville de kunne fortælle om en tid, hvor de ikke engang var bygget endnu. De ville kunne berette om stærke folk, der greb den nye mulighed for at agere i 1870`ernes Danmark – væggene ville fortælle om andelsbevægelsen, der så at sige fejede over Danmark, de ville kunne fortælle om Grundtvigs frihedssyn om det spæde demokrati, og de ville kunne fortælle om grundtvigianere, der sprang ud på det dybe vand, uden at vide om de kunne bunde og opførte: højskoler, friskoler, frimenigheder, andelsmejerier, slagterier og forsamlingshuse m.m., små fyrtårne skød op på Danmarkskortet, og betydningsfulde blev de for Danmarkshistorien i mange, mange år frem – ja endnu! Allerede i 1876 stiftedes Højskolebladet og i 1904 Bavnen, det nuværende Friskoleblad – begge blade, der udtrykte de folkeliges stemmer. De var folk med oprørstrang – et oprør, der ikke var velkomment på de bonede gulve – men folkene skabte selv rammerne for deres oprør. Der iblandt forsamlingshusene, hvor deres ord og tanker kunne blive udtrykt, også selv om de stred mod de gængse normer.

En af væggene har vi kigget mere på end på andre her i forsamlingshuset nemlig østvæggen her i den store sal, og det har vi p.g.a. pladen over døren med indskriften:


”Øjet opladt, hånden øvet,
tanken på flugt over støvet”

 
Mange af os har tænkt, hvor mon det stammer fra? Det er fra strofe 3 i den sang, der oprindeligt hed: ”De unges sang i Vallekilde” skrevet af Christian Hostrup i 1884 ved indvielsen af et øvelseshus på den grundtvigske håndværkerskole i Vallekilde. Sådan blev de grundtvigske festligheder fejret dengang, og det gør de endnu. Jeg har lige set en sang fra Rudme Friskoles 150 års jubilæum – og ja, den afspejlede præcis det samme som Hostrups sang fra 1884. Troen på at de unge med dygtighed fortsat vil kæmpe på historiens grund og gennem fællesskabet styrke kampen for frihed.

Sådan sang de i Vallekilde i 1884 samme år som Bøgelunde forsamlingshus blev bygget – hør det var noget, der gav genlyd – hele 125 år frem i tiden:

  Kun fod for fod vi se, hvor vi gå,
men véd dog godt, hvorhen vi skal nå:
Til dybt i barm at ha´ vort kompas
og ej blot finde, men fylde vor plads.
Ja, vor gang må blive fast –
vi er fribårnes æt,
og vor higen må få hast,
og vor fod blive let:
”Øjet opladt, hånden øvet,
tanken på flugt over støvet”……. (alle med på gentagelsen)

 
Hvis disse vægge kunne tale, ville de fortælle os, at vores kære forsamlingshus, Bøgelunde forsamlingshus var blandt de første 20, der blev bygget inden den store række af forsamlingshusene, der blev opført i årtierne efter
d. 30. oktober 1984, hvor den første bestyrelse for Bøgelunde forsamlingshus blev sammensat på den stiftende generalforsamling.

Hvis disse vægge kunne tale, ville de fortælle om forsamlingshus til tiden – hele tiden til den tid, hvori forsamlingshuset skulle kunne leve op til det, det skulle kunne være for eksisterende generationer: Helt tilbage i tiden kan vi se af de gamle protokoller, at der har været en lille lejlighed her i forsamlingshuset – en lejlighed, hvor den enlige kvinde eller enke, der skulle passe på forsamlingshuset, kunne bo. Vi hører væggene hviske om, at der engang var en hestestald ved forsamlingshuset, hvor bønderne kunne opstalde deres heste, imens de lyttede til et folkeligt foredrag inden døre. At holde stalden for en godtgørelse på 5 kroner betød at holde stalden, gården og hækken i orden, samt rengøring af kakkelovnene, skorstenene og retiraderne. For en godtgørelse på 30 kr. blev en kvinde antaget til at holde forsamlingshuset rent og passe lamperne.

I februar år 1900 blev det besluttet at brolægge i gården – mon der eksisterer noget af den brolægning endnu neden under tidernes forandringer, spørger vi os selv her i 2009? I 1922 foretoges en tilbygning til huset, den lille sal blev, hvor den var, og det daværende køkken blev indrettet til stue – en stue, der givetvis blev brugt til afholdelse af mindre møder. I 1942 blev der indlagt vand – hvilken revolution – den gamle musiktribune blev taget ned, og der blev gravet kælder og etableret en ny scene.
Igen kunne væggene hviske om forsamlingshus til tiden!

I 1976 blev stuen og den lille sal slået sammen og i 1977-1978 blev køkkenet lavet i stand. I 1979 blev det besluttet at indhente tilbud fra håndværkere til ombygning af toiletterne. Ibrugtilladelsen blev udstedt den 28/12-1979 – det er vi mange, der har været lettede over siden….

Væggene fortæller videre: I 1980 var ombygningen næsten færdig, men i 1984 blev der sat nye vinduer i overalt, som en gave fra kommunen i anledning af 100 års jubilæet.
Hvad væggene ikke fortæller, det ved vi: Vi ved at den 20. juni 1989 var en afgørende dag for forsamlingshuset, da fødtes nemlig en ny forening: ”Bøgelunde forsamlingshus´ venner” – foreningen, der ville ”skaffe midler til bevarelse af det gamle forsamlingshus og som også ville hjælpe med vedligeholdelsen”, vi ved, at foreningen og folkene bag støtteforeningen har levet helt op til deres formålsparagraf i årene, der er gået siden 1989!

I 1989 havde vi storm imellem den 3. og den 4. december, og her må vi takke de seje folk for: ”at stormen blev redet af” – og, at vi kan sidde her i dag, sådan er det og sådan skal det være, hvis væggene i forsamlingshuset skal bevares og danne rammerne om gode arrangementer for lokalbefolkningen, så må de til stadighed være værnet af en flok ihærdige, kreative og dygtige mennesker, der sætter ikke så lidt til side for, at vi kan bevare egnens allerstørste dagligstue!

Hvis væggene kunne fortælle, og det kan de – lyt engang!!! Så ville de fortælle om så mange, så mange arrangementer her i forsamlingshuset: De ville fortælle om en bestyrelse, der har holdt møder og omsorgsfuldt har holdt øje med, at driften kunne holde sammen: En krone ud, en krone ind, sådan har det lydt på bestyrelsesmøder i 125 år. Væggene fortæller om de første forsamlinger her i huset: om de grundtvigske kvinder, der kom agende til forsamlingshuset med deres familier. Kvinder med sølvpile i håret – det var de smukke sølvhårspænder, som de grundtvigske kvinder bar i deres hår som symbol på, at de tilhørte grundtvigianerne, der sad de, kvinderne, imens deres mænd svedte i deres lidt for stramme stadstøj, der lugtede givetvis af en blanding af naftalin og duftene fra dyrene hjemme i stalden…. I året 1922, kan vi se i de gamle protokoller, at væggene her i forsamlingshuset lyttede med på foredrag ved pastor Lundby, og højskoleforstander Andersen ligesom, der i 1922 var dilettant, missionsmøder, andespil, foderstofforeningen flere gange, koncert, møder og generalforsamling – og videre - baller, høstgilder, sølvbryllup og begravelser og indvielsesfest for tilbygningen – ak ja, begravelser midt imellem alt det andet, som Misse Møghe siger i Matador: ”Mor ville absolut med til begravelsen, hun har jo så få adspredelser” – og sådan er det jo, begravelser har været en naturlig del af landbolivet – ja, af livet – vi lukkede et vindue og lukkede straks et andet vindue på klem….

Ja, væggene kan fortælle os mangt og meget: Om gymnastikopvisninger, hvor gymnastikken givetvis har været inspireret af den svenske digter og professor P.H. Lings nye tanker om legemsøvelser for unge mænd – den lingske gymnastik vandt frem med stormskridt. Væggene fortæller videre om dilettantforestillinger, hvor der blev øvet vinteren igennem – koldt var det i det uopvarmede forsamlingshus, hvor de medvirkende sad med deres rollehæfter og forsøgte at bladre, nogle med uldhandsker på, imens andre havde lange halstørklæder viklet helt op til ørerne. Væggene fortæller videre om forestillingsaftenerne, hvor det sidste søm blev slået i kulissen samtidig med at sminke, parykker og kostumer fløj rundt fem minutter før tilskuerne fyldte salen op. Oppe bagved scenen i kulden fløj sommerfuglene rundt i maven på de medvirkende, imens én stod og kiggede skjult ud fra tæppet og hviskede om, hvem der kom i salen. Hvor godt eller galt det kunne gå betød ikke så meget, de medvirkende var elsket af publikum på forhånd, fordi de var del af den lokale flok.

Vi hører væggene hviske om juletræsfester – sikken et myldrende liv af piger og drenge i deres fine juletøj og med røde kinder. Om høstgilder og om foreningsmøder, hvor det, der blev besluttet allerede fra støbeskeen fik betydning for det lokale liv. Om danseundervisning, hvor de allermindste havde sløjfe på den ene sko, så de altid kunne kende forskel på højre og venstre. Skoene lyste af skosværte og hvidt Tit. Det var et helt afgørende og nervøst øjeblik, når drengene sad på bænkene langs den ene væg og pigerne langs den anden – for hvem ville komme hen for at inklinere?, hvem blev den dansetimes dansepartner?

Hvis vi lægger øret lidt tættere til de hviskende vægge, kan vi høre: ”Hvad skal du have for den her glasskål? Tre kroner – det var dyrt, nå men så skal du få den for to!” Kendte ordvekslinger fra vores mange loppemarkeder. Ølsmagninger, hvor vi hørte om alt lige fra det tyske øl til det gode danske øl fra de små opblomstrende lokale bryggerier, vi hører om aftener, hvor musikere og sangere mødtes i musikken, der blev skabt i de genrer, der den aften var mulighed for ud fra de fremmødtes stemmer og instrumenter. Væggene fortæller også om private fester, hvor egnens største dagligstue gav mulighed for at invitere hele familien og vennekredsen, og de fortæller om ungdomsfester, hvor de unge gjorde meget ud af at pynte sig på en tilsyneladende skødesløs måde – men der var intet tilfældigt ved hverken tøjet, knallerterne eller bilerne – alt sammen var de en del af ”uniformen” – en del af festen og drømmen om kæresten, om sideblikke til ham eller hende, der var aftenens hotteste, om skjulte kys og en smøg i smug og om en øl, der blev drukket slet skjult ude i hækken – med stemninger, der svingede lige fra pigernes gråd, når drømmen om den eneste ene brast til de sammes herlige humørhøjder, når det lykkedes! Jeg tror næsten, at alle vi, der er samlet her i dag har gode minder fra fester her i forsamlingshuset – og det smukkeste billede i huset, er det billede, hvor alle generationer er velkomne og fester sammen. Børnene har altid holdt deres helt egne, herlige små private fester, imens deres forældre og bedsteforældre svingede sig til musikken. Hvordan kan vi videregive fællesskabsfølelsen og ansvarsfølelsen overfor forsamlingshuset til vores børn? Den kærlighed, der skal til overfor det fælles hus kommer også i minderne om dejlig mad, fed musik, familie og venner og stemninger, der skabes i fællesskabet!

Et kig ind i fremtiden er også på sin plads i dag, hvor vi fejrer de første 125 år. Men inden fremtidsvisionerne et sidste tilbageblik i forsamlingshusets historie. I 1970 stillede bestyrelsen forslag om en evt. nedlæggelse af forsamlingshuset! Det skete heldigvis ikke, det rejste tværtimod en gejst og kampånd imellem folkene omkring huset, så vi så flere aktiviteter i de følgende år end længe set. Måske er det netop truslen om at miste, der får os til at se, hvad vi har – nemlig noget af det kæreste i lokallivet!

Måske skulle forsamlingshuset slet ikke eksistere længere. Det skulle måske have været nedlagt i takt med lukninger af de små landsbyskoler, den lokale købmand og brugsforeningen og bageren? I hvert fald er der ingen tvivl om, at en af de væsentligste grunde til, at der er liv i de omkring 1.000 forsamlingshuse på Danmarkskortet i dag, er folkenes evne til at opfinde nye måder at være sammen på, efterhånden som de traditionelle arrangementer forsvandt ud af forsamlingshuse og ind i samfundets øvrige kultur- og fritidstilbud. Der skal mere til at imponere folk end for bare 35 år siden, men bare en fælles fastelavnsfest kan være en stor begivenhed, der kan sætte liv i andre konstruktive og kreative tanker og ideer. Og de tanker skal ikke nødvendigvis bæres af traditionerne - nej, de skal afspejle den tid, hvor forsamlingshuset virker i nu. Fællesspisning er et godt eksempel på en samværsform, der passer godt ind i nutidens travle og ”multi-taskende” familieliv.

Med de seneste ombygninger i 2004 med renoveringen af loftet i den store sal og afslibningen af gulvene i begge sale, med de nye vinduer fra 2008 og med tryllerierne i den lille sal her i 2009, er der med omsorg og med nænsomhed overfor de gamle rammer sørget for, at huset er i orden, og det skal det være i nutiden, hvor komfort er en del af de krav, vi stiller til de lokaler, vi færdes i.

Lad os ønske, at vi fortsat kan blive ved med at fylde huset med forsamlingshusliv til tiden!
At vi magter at bevare den frihedsgrad, der har været altafgørende for at kunne virke i et frit uafhængigt rum, hvor tanker og ideer hurtigt kan blive til handlinger! Der er ingen tvivl om, at netop uafhængigheden gør os stærke, men naturligvis også mere økonomisk skrøbelige. Lad os ønske, at måske netop de større og mere uoverskuelige kommunale enheder betyder, at lokalbefolkningen igen kaster der blik imod det lokale liv.

  Her er så stille nu
og denne hvisken ta´r kun en stille form
ligesom en stilhed før en storm
Vi er sikker på, at råbet bli´r enormt.
Så vidt vi ved er himlen blå
og kursen Kap det gode Håb!

 
Med storsejlene sat og en kurs fuld af håb og optimisme, med gode ideer, stor arbejdsomhed – liv og glade dage for alle generationer, hvor vi agerer under ansvar og i fællesskab - må det være vores fremtidsønske her i aften for, at forsamlingshusets fremtid må blive stor, stærk og broget.

Vil I rejse jer, så vi sammen kan udbringe et trefoldigt leve og en skål for Bøgelunde forsamlingshus!


Lis Eriksen Toelberg